Copenhagen,
30
Juni
2016
|
09:00
Europe/Amsterdam

Danskerne sover dårligt

Oversigt

Kender du følelsen af at vågne til vækkeurets insisterende kimen og ikke at være ordentligt udhvilet? I så fald er du ikke alene. Mange danskere sover dårligt, viser undersøgelsen Healthy Homes Barometer 2016. Der er dog håb forude. Få tiltag kan forbedre både nattesøvn og sundhed.

Undersøgelsen Healthy Homes Barometer 2016, som er foretaget af det anerkendte tyske Humboldt Universitet i samarbejde med VELUX Gruppen, viser, at den danske nattesøvn langtfra er, som den burde være. Således svarer hver tredje dansker, at søvnen de seneste fire uger har været ”dårlig” eller ”temmelig dårlig”. Derudover har 55 % oplevet søvnforstyrrelser i samme periode.

Sov dig sundere

En dårlig nattesøvn har store konsekvenser for den tid på døgnet, vi er væk fra dynerne. Vi føler os nemlig ikke i samme grad lige så sunde, som dem, der sover godt. En del af forklaringen findes i vores boliger. 55 % af danskerne mener ikke, at de har optimale søvnbetingelser i hjemmet. Og særligt her om sommeren er nattesøvnen yderligere udfordret, fordi indetemperaturen kan være forhøjet og soveværelset lysere end på andre årstider.

Af danskere, som mener at deres søvnbetingelser er langtfra optimale, svarer blot 38 %, at de har følt sig sunde inden for de seneste fire uger. I den anden ende af skalaen vurderer 61 % af danskere med optimale søvnbetingelser deres helbred som værende ”fremragende” eller ”meget godt”.

Mange danskere har fokus på kost og motion. Det er naturligvis positivt, men undersøgelsen understreger, at vi skal tillægge den gode nattesøvn stor betydning. Hvis vi sover ordentligt fremmes selvopfattelsen af vores sundhed og giver os de bedste forudsætninger for at lykkes i hverdagen – i familien, på jobbet eller i skolen,
siger Mick Schou Rasmussen, direktør i VELUX Danmark.

Skab et godt søvnmiljø

En god nattesøvn kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at skabe nogle ordentlige rammer i boligen og nogle gode vaner.

Det er i den forbindelse helt afgørende, at vi har mulighed for at mørklægge vores soveværelse. Når vi sover i mørke, stimuleres produktionen af søvnhormonet melatonin, der medvirker til, at vores døgnrytme forbliver normal. Forenklet sagt sørger hormonet for, at vi er friske om dagen og trætte om natten. Her om sommeren er vi særligt udfordret, da solen går sent ned og er tidligt oppe.

Forskning viser, at variationen af lys er langt den vigtigste faktor i forhold til at have en god døgnrytme. Om dagen har vi brug for rigelige mængder dagslys, som har en positiv effekt på vores energiniveau, evnen til at lære nye ting og til at indgå i sociale relationer. Om natten skal vi lade batterierne op, og det vil en mørklægning af soveværelset hjælpe os med,
siger Mick Schou Rasmussen.

Derudover er det vigtigt, at man sørger for en let sænket temperatur i soveværelset. Det giver en bedre nattesøvn. Sørg for en grundig udluftning inden sengetid, der udskifter den varme sommerluft, som har ophobet sig løbet af dagen. Det anbefales i øvrigt, at man året rundt udlufter sit hjem to-fire gange om dagen.


Healthy Homes Barometer 2016 – om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget af det tyske Humboldt Universitet for VELUX Gruppen. Undersøgelsen identificerer fem kendetegn ved usunde boliger, som byggebranchen og politiske beslutningstagere skal arbejde sammen om for at forbedre den almene trivsel og forhindre et fald i produktiviteten.

Healthy Homes Barometer 2016 har med 14.000 europæiske respondenter på tværs af 14 lande, heriblandt Danmark, forsøgt at opnå en bedre forståelse af, hvordan europæernes hjem påvirker helbredet. Undersøgelsen peger på fem kendetegn ved europæiske boliger, der afgør, om vores hjem er sunde eller usunde:

- Gode betingelser for nattesøvn
- Komfortabel indetemperatur
- Tilstrækkelig mængde dagslys
- Frisk luft
- Passende luftfugtighed

Læs rapporten i sin helhed her.

 

Om VELUX Gruppen

Vi sælger og markedsfører VELUX produkter i Danmark og på de nordatlantiske markeder. Alle produkter forhandles hovedsageligt igennem tømmerhandlere, byggemarkeder, samt gardin- og farvehandlere. VELUX Danmark A/S er et selvstændigt aktieselskab under VELUX Gruppen og beskæftiger i dag ca. 50 medarbejdere.

Om VELUX Gruppen

I over 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og -moduler til både skrå og flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen gardiner og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente produkter til fjernbetjening. Disse produkter er med til at sikre et sundt og bæredygtigt indeklima i forbindelse med arbejde og indlæring, leg og fornøjelse. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 9.500 medarbejdere på verdensplan. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab.