22
Juli
2009
|
00:00
Europe/Amsterdam

VELUX rocker ved klimaet i 10 danske byer

10 danske byer rocker ved klimaet, når de deltager i en stor dansk energidyst, hvor en klimakaravane rejser rundt for at sætte fokus på energisparende processer i hverdagen. Klimakaravanen lægger ud i Randers 7. august og slutter i Århus 9. oktober.
VELUXPageContent

Den 7. august begiver VELUX Danmark sig sammen med 7 andre virksomheder ud på en 2 måneders lang rejse rundt i Danmark for at informere borgerne om, hvordan de kan være med til at beskytte miljøet og samtidig spare penge. I samarbejde med TV2 Vejret rejser klimakaravanen rundt og besøger 10 danske byer fordelt over hele Danmark, og under arrangementet i hver by får borgerne mulighed for at lære, hvad de kan gøre for at værne om miljøet – på praktisk, overkommelig og fornuftig vis.

Mange mennesker slukker i dag deres elektriske apparater på stikkontakten i stedet for at lade dem stå på standby. Denne form for omtanke er vigtig for fremtiden, men der er rigtig mange andre ting, man som forbruger sagtens kan ændre på uden at gå på kompromis med komfortniveauet. Man kan f.eks. installere en lavenergi cirkulationspumpe, som reducerer el-regningen, eller vælge at sætte ovenlysvinduer i sit hus for at modtage gratis varmeenergi til opvarmning af boligen.

– En energieffektiv bolig kan indrettes, så solens varme optages gennem såvel effektive vinduesløsninger som højtydende solfangere, der kan dække størstedelen af varmtvandsforbruget i en husstand. Det er rigtig vigtigt at have en bolig i balance, og med dette landsdækkende klimaprojekt kan vi alle sammen blive klogere på, hvordan vi med små ændringer i vores hverdag kan gøre en kæmpe forskel, siger Jesper Salskov Jensen, direktør for VELUX Danmark.

Udnyt energien optimalt
I hver enkelt by vil de 8 virksomheder opstille en pavillon, hvor energieffektivitet og bæredygtighed vil være fælles nøgleord. I VELUX Danmarks pavillon kan man fysisk stifte bekendtskab med solfangere og programmérbare ovenlysvinduer, der giver mulighed for forskellige former for energispareprogrammer. I pavillonen vil der også være et udvalg af VELUX mange forskellige løsninger for energieffektiv solafskærmning, der både kan bruges om sommeren og om vinteren og sættes udvendigt eller indvendigt på vinduerne.

– I moderne boliger med store glaspartier og rum, som opfylder mange funktioner, er det i dag sund fornuft, hvis man udnytter solens stråler til at opvarme rummet om dagen og holde på den gratis varme om natten. Hvis man bruger det indvendige gardin eller den udvendige rulleskodde korrekt, er det lige så enkelt som en termostat, der holder styr på temperaturen og reducerer energiforbruget. Det er det, vi gerne vil vise forbrugerne i vores pavillon, siger Jesper Salskov Jensen.

På den sidste aften i hver by afvikles et festligt arrangement med lokale indlæg på scenen og med en stor koncert med solisterne fra TV2s program All Stars. Hele turnéen ender i Århus på Kultur Natten den 9. oktober, og her kåres årets bedste elspareby. Vinderbyen belønnes med citycykler til glæde for byens borgere, og der bliver helt sikkert kamp til stregen. Det overordnede formål er at nedbringe Danmarks energiforbrug og dermed nedsætte CO2-udslippet nationalt og på sigt også internationalt.

Klimakaravanen stopper i følgende byer de næste 2 måneder:
Randers - Fredag d. 7. august
Fredericia – Fredag d. 14. august
Slagelse – Fredag d. 21. august
Odense – Fredag d. 28. august
Ringsted – Fredag d. 4. september
Nakskov – Fredag d. 11. september
Kolding – Fredag d. 18. september
Næstved – Fredag d. 25. september
Sønderborg – Fredag d. 2. oktober
Århus – Fredag d. 9. oktober

Hvis man ikke har mulighed for at møde op på det lokale torv ved klimakaravanen, kan man læse mere om VELUX produkter på hjemmesiden www.velux.dk.  Her kan man også deltage i konkurrencen om en komplet INTEGRA programmérbar ovenlysløsning til en værdi af kr. 25.000 samt professionel rådgivning fra en erfaren VELUX konsulent, der kan hjælpe med at sikre energieffektiviteten i din bolig og nedsætte din elregning. Tilmeld dig allerede i dag og få bedre balance i din bolig.

Kontaktperson:
Jesper Salskov Jensen, direktør
VELUX Danmark A/S
Ådalsvej 99
2970 Hørsholm
Telefon: 45 16 45 16
Fax: 45 16 45 55
E-mail: velux-dk@velux.com
www.velux.dk

Om VELUX
VELUX skaber bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen består af et bredt sortiment af ovenlysvinduer og skylights samt løsninger til flade tage. Desuden tilbyder VELUX mange former for dekoration og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter, produkter til fjernbetjening og termiske solfangere til indbygning i taget. VELUX, der har produktionsselskaber i 11 lande og salgsselskaber i knap 40 lande, er globalt et af de stærkeste brands i byggematerialeindustrien og afsætter sine produkter over det meste af verden. Der er beskæftiget omkring 10.000 medarbejdere, heraf ca. 2.500 i Danmark. VELUX Gruppen har hovedsæde i Hørsholm nord for København og produktions-, administrations- og udviklingsafdelinger fordelt over hele landet. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S. VKR Holding A/S er et fonds- og familieejet aktieselskab. Du kan læse mere på www.velux.com.

Bolig for livet I pavillonen hos VELUX kan man høre nærmere om bolig i balance-løsningerne. Huset her er det første af 8 demohuse, der er bygget efter principperne om et aktivt hus med store åbne vinduesflader.

Foto: Adam Mørk

Download billede i større format