Copenhagen,
08
December
2021
|
10:10
Europe/Amsterdam

VELUX Gruppen udnævner Anders Götzsche til ny CFO

VELUX Gruppen har udnævnt Anders Götzsche til selskabets nye CFO med start senest fra juni 2022.

Anders Götzsche har en stærk baggrund som CFO i flere toneangivende virksomheder og kommer senest fra en stilling som Executive Vice President og CFO i Lundbeck, ligesom han beklæder flere bestyrelsesposter i både danske og internationale virksomheder.

Jeg er glad for at kunne byde Anders velkommen til VELUX. Anders kommer med solid erfaring som CFO i en anden danskbaseret global virksomhed, hvor han har været med til at drive en imponerende udvikling og modernisering af forretningen. Han har en veludviklet strategisk indgangsvinkel til forretningen og stor erfaring med opkøb og fusioner. Jeg er overbevist om, at Anders vil bidrage til at sikre VELUX fortsatte vækst og udviklingen af vores forretning, og jeg glæder mig til vores samarbejde,
David Briggs, CEO i VELUX Gruppen.
VELUX er rundet af en stærk historisk arv fra den danske stifter og opfinder af ovenlysvinduet og er samtidig i dag et stærkt internationalt brand. Virksomheden har et stort vækstpotentiale og klar vision for fremtiden med en omfattende international tilstedeværelse. Det er et brand og en rejse, som jeg glæder mig til at blive en del af – og hvor jeg kan se, at jeg kan bidrage med min mangeårige erfaring som CFO i en international virksomhed, der også opererer i dynamiske markeder i hele verden. Jeg glæder mig til at tiltræde i det nye år og til at møde mine nye kolleger
Anders Götzsche

 

Anders Götzsche vil som CFO være en del af ledelsen af VELUX Gruppen.

 

For yderligere information, kontakt venligst pressechef i VELUX Gruppen, Stine Green Paulsen på 61120332, stine.paulsen@velux.com

Om VELUX Gruppen
I 80 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget for mennesker over hele verdenen. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og moduler til både skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder og smart home-produkter. Vores produkter bidrager til et sundt og bæredygtigt indeklima ifm. arbejde og uddannelse, fritid og fornøjelse. VELUX Gruppen arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 11.500 medarbejdere. VELUX Gruppen ejes af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab. I 2020 omsatte VKR Holding for 22.6 mia. kr. og THE VELUX FOUNDATIONS donerede 1 mia. kr. til forskning, miljø, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. Find mere information på velux.com