Copenhagen,
11
Oktober
2018
|
11:00
Europe/Amsterdam

VELUX Gruppen køber JET-Group af Egeria

Aftalen skal godkendes af de tyske og østrigske konkurrencemyndigheder.

Oversigt

VELUX A/S og det hollandske investeringsselskab Egeria har indgået aftale om, at VELUX Gruppen køber virksomheden JET-Group. Beslutningen om at overtage JET-Group, som er ledende inden for ovenlyssystemer til kommercielle bygninger på det europæiske marked, er i tråd med VELUX Gruppens vækststrategi, især den del der handler om øget vækst i salg af dagslysløsninger til kommercielle bygninger.

Opkøbet af JET-Group er VELUX Gruppens andet i år, efter at beslutningen om at overtage den amerikanske skylightproducent Wasco Products Inc. blev offentliggjort i april.

VELUX Gruppen har været førende leverandør af ovenlysvinduer til boliger i mere end 75 år. Virksomheden tog sit første skridt som leverandør til kommercielle byggerier i 2012, hvor VELUX Ovenlysmoduler (VMS-systemet) blev lanceret. VELUX Gruppens strategi er nu at blive førende på dette forretningsområde gennem organisk vækst og opkøb.

Vi har haft en meget positiv dialog med Egeria og JET-Group. Vi fik helt fra starten en følelse af, at JET-Groups og VELUX Gruppens ambitioner og kulturer supplerer hinanden godt. Opkøbet af JET-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa,
udtaler David Briggs, adm. direktør for VELUX Gruppen

Kommercielt byggeri består af to hovedområder:

  • Et segment for arkitektoniske glaselementer, hvor der er stort fokus på design, og hvor arkitekter spiller en afgørende rolle i udvælgelsen af glas- eller akrylløsninger.
  • Et segment for fladtagsløsninger til kommercielle bygninger næsten udelukkende bestående af akrylløsninger som for eksempel kupler og rækker af ovenlysmoduler (lysbånd).

De to segmenter er meget forskellige, hvad angår målgrupper og salgsprocesser. VELUX Gruppens VMS-løsninger er meget brugte i segmentet for arkitektoniske glaselementer, og JET-Group er førende inden for fladtagsløsninger til kommercielt byggeri.

Vi ser frem til at blive en del af VELUX Gruppen, og vi ser et stort vækstpotentiale og mange muligheder for at styrke vores forretning i Europa til glæde for vores kunder og medarbejdere,
siger Ralf Dahmer, CEO for JET-Group.
“Jeg er meget imponeret over VELUX Gruppens måde at drive forretning på og er overbevist om, at det vil være til fordel for begge virksomheder, deres medarbejdere og den samlede produktportefølje,” 
siger Mark Wetzels, medejer i Egeria.
Købet af JET-Group betyder, at vi fra dag 1 bliver en af de førende spillere i Europa inden for kommercielt byggeri, og vi starter på at lægge vores VMS-forretning sammen med JET-Gruppens og opbygge en ny kommerciel division med henblik på at øge vores vækst på det marked. Vi forventer også, at vi vil kunne forbedre JET-Groups grossistvirksomhed ved at sælge nogle af deres produkter gennem VELUX Gruppens forhandlernetværk, og det vil også skabe mere forretning for vores forhandlere. VELUX Gruppen har altid fokuseret på at levere dagslys og frisk luft for at skabe bedre boliger og arbejdspladser, og opkøbet af JET vil betyde stordriftsfordele og udvide vores forretning med et helt nyt markedssegment,
siger David Briggs, adm. direktør i VELUX Gruppen.

Opkøbet skal godkendes af konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig for at være gældende. De to virksomheder ønsker ikke at give flere oplysninger om aftalen, før den endelige godkendelse foreligger.

Indtil aftalen er godkendt, og opkøbet af JET Group er på plads, fortsætter JET med at sælge sine produkter under JET varemærket og med den nuværende organisation, og VELUX Gruppen fortsætter med at sælge sine VMS-produkter, indtil kunderne er fuldt informeret om det nye ejerskab, og indtil den organisatoriske overgang til VELUX varemærket kan finde sted og offentliggøres. Det forventes, at der kan opnås synergi ved at udvikle fælles funktioner og nøglekunder på tværs af de to organisationer, og at overtagelsen skal danne grundlag for en ny kommerciel VELUX division.

VELUX Gruppen har i forbindelse med opkøbet fået rådgivning af EY Corporate Finance og Dentons; Egeria har benyttet Houlihan Lokey og Allen & Overy som rådgivere.

 

Om VELUX Gruppen

I over 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og -moduler til både skrå og flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen gardiner og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente produkter til fjernbetjening. Disse produkter er med til at sikre et sundt og bæredygtigt indeklima i forbindelse med arbejde og indlæring, leg og fornøjelse. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 10.200 medarbejdere på verdensplan. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab.

Om Egeria

Egeria er et uafhængigt hollandsk investeringsselskab etableret i 1997 med fokus på mellemstore virksomheder. Egeria investerer i sunde virksomheder med en virksomhedsværdi på mellem 50 millioner og 350 millioner euro. Egeria Funds har investeret i 11 virksomheder, for eksempel IQI, Dutch Bakery, Clondalkin, Dynniq, Ilionx, Trust, HITEC, Izico og Nooteboom. Egerias porteføljevirksomheder har en samlet omsætning på over 2,3 milliarder euro og næsten 10.000 medarbejdere. Udover private equity ejer Egeria en langsigtet portefølje Egeria Evergreens bestående af fem virksomheder, Egeria Listed Investments, Egeria Real Estate Investments og Egeria Real Estate Developments. Flere oplysninger på www.egeria.nl

Om JET-Group

JET-Group er en førende leverandør i Europa af dagslysløsninger, ventilationsprodukter og røg- og varmeventilationssystemer. Hovedprodukterne er lyskupler og lysbånd, som især bliver brugt i erhvervsbygninger og offentlige byggeprojekter.

Internationalt beskæftiger JET-Group næsten 800 medarbejdere og har hovedkvarter i Hüllhorst i Tyskland og salgskontorer i 11 europæiske lande og seks produktionsselskaber i fire lande. Flere oplysninger på www.jet-group.com