02
Marts
2010
|
00:00
Europe/Amsterdam

VELUX analysen: Sats på grøn energi og få tilskud fra staten

Den 1. marts 2010 træder regeringens skrotningsordning i kraft. Ordningen betyder, at man kan få tilskud til at udskifte sit gamle oliefyr med varmepumpe, fjernvarme eller solvarme, og det kan let blive en kæmpe succes.
VELUXPageContent

En ny analyse fra VELUX viser, at det kun er omkring hver tyvende dansker, der i dag får energi fra et solfangeranlæg, men flere vil gerne skifte til mere bæredygtige energiformer.

Det kan regeringens nye skrotningsordning være med til at ændre. Ordningen, der træder i kraft den 1. marts 2010, giver mulighed for at søge tilskud til udskiftning af et eksisterende oliefyr til mere moderne og klimavenlige energisystemer.

For en almindelig familie kan det konkret resultere i et tilskud på op til 25 pct. af prisen for etablering af et solvarmeanlæg i kombination med et nyt fyr. Der stilles ikke krav om fyrets alder i forbindelse med udskiftningen, og tilskuddet kan både bruges til både arbejdsløn og køb af f.eks. solfangeranlæg og varmtvandstank. I VELUX Danmark ser man dette som et rigtigt godt initiativ til at sætte fart i etableringen af flere solfangeranlæg i hele landet.

- Vi fokuserer naturligvis meget på fremtidens bæredygtige energiforsyning, og vi udvikler hele tiden vores produkter, så de kan fremtidssikre kundernes behov. Skrotningsordningen er et godt initiativ, og vi håber, at danskerne vil gøre brug af tilbuddet og udskifte deres gamle oliefyr og kombinere med et solvarmeanlæg. Selvom det kræver en investering nu, så er der faktisk mange penge at spare på sigt, siger Jesper Salskov Jensen, direktør for VELUX Danmark A/S.

VELUX analyse viser også, at 75 pct. af danskerne i løbet af det sidste år har gjort noget for at spare på energien. Danskerne fokuserer især på fire punkter, når de vil spare på energien; de slukker for apparater, der ellers står på standby, de udskifter apparater, der bruger meget strøm, de sparer på varmen – og endelig har tre fjerdedele af de adspurgte fået udført reparationer eller forbedringer i deres boliger inden for det sidste år.

Handler det om etablering af solvarmeanlæg, er det dog kun 2 pct. af de adspurgte, der inden for det sidste år har etableret solvarmeanlæg. Til gengæld ser det ud som om, at der er ved at komme skub i danskernes interesse for grøn energi, og inden for det næste år forventer mere end 7 pct. at installere solvarmeanlæg i deres boliger.

- Danskernes lyst til at spare på energien og satse på grøn energi er inde i en meget positiv udvikling, og det glæder mig, at tallene tyder på, at flere og flere danskere over de næste år vil vælge at installere et solvarmeanlæg. Hvis vi om bare et par år kan være oppe på en fordeling, hvor hver tiende danske bolig har solvarmeenergi som supplement, så er vi nået langt, siger Jesper Salskov Jensen.

Hus med VELUX solfangere Download billede i større format

Undersøgelsen fra VELUX er en del af en større undersøgelse om danskernes ønsker, forventninger og overvejelser om miljø og energi - særligt i relation til deres egen bolig. Undersøgelsen er gennemført fra juni til august 2009 og godt 1.300 mennesker har deltaget. Få mere inspiration på www.velux.dk eller www.veluxshop.dk.


Kontaktperson:
Jesper Salskov Jensen, direktør
VELUX Danmark A/S
Ådalsvej 99
2970 Hørsholm
Telefon: 45 16 45 16
Fax: 45 16 45 55
E-mail: velux-dk@velux.com
www.velux.dk

Om VELUX
VELUX skaber bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen består af et bredt sortiment af ovenlysvinduer og skylights samt løsninger til flade tage. Desuden tilbyder VELUX mange former for dekoration og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter, produkter til fjernbetjening og termiske solfangere til indbygning i taget. VELUX, der har produktionsselskaber i 11 lande og salgsselskaber i knap 40 lande, er globalt et af de stærkeste brands i byggematerialeindustrien og afsætter sine produkter over det meste af verden. Der er beskæftiget omkring 10.000 medarbejdere, heraf ca. 2.500 i Danmark. VELUX Gruppen har hovedsæde i Hørsholm nord for København og produktions-, administrations- og udviklingsafdelinger fordelt over hele landet. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S. VKR Holding A/S er et fonds- og familieejet aktieselskab. Du kan læse mere på www.velux.com.