04
Maj
2010
|
00:00
Europe/Amsterdam

Præsident Medvedev kopierer Green Lighthouse-konceptet i Rusland

Efter et meget vellykket besøg i Danmarks første CO2-neutrale offentlige bygning tidligere på ugen har præsident Medvedev besluttet at opføre en lignende bygning i Rusland.
VELUXPageContent

For dansk erhvervsliv er et af de første meget konkrete resultater af det to dage lange russiske statsbesøg i denne uge, at præsident Dmitrij Medvedev har besluttet at opføre sit eget ”Green Lighthouse” i Rusland. Beslutningen blev truffet dagen efter præsidentens besøg på Green Lighthouse, der rummer en række studenterfaciliteter på Københavns Universitet. På et møde i kommissionen til modernisering og teknologisk udvikling af Ruslands økonomi meddelte præsident Medvedev beslutningen om at bygge den første CO2-neutrale bygning i Rusland efter samme skabelon som Green Lighthouse i København.

Ved onsdagens besøg på Green Lighthouse blev præsident Medvedev vist rundt af rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen, klima- og energiminister Lykke Friis, adm. direktør Jørgen Tang-Jensen fra VELUX Gruppen og koncernchef Lars-Peter Søbye fra COWI. Præsident Medvedev viste stor interesse for konceptet og det visionære energidesign, og hele besøget fandt sted i en meget positiv ånd.

“Vi glæder os over beslutningen om at kopiere det CO2-neutrale energidesign og de høje krav til indeklima og komfort i et lignende russisk projekt. Som projektleder for Green Lighthouse-styregruppen har VELUX Gruppen tilbudt at yde rådgivning til kommissionen til modernisering og teknologisk udvikling af Ruslands økonomi,” udtaler adm. direktør Jørgen Tang-Jensen fra VELUX gruppen.

“Det er rart at se, at besøget har båret frugt. Vi følte selv, at præsentationen gik godt, og det var en meget positiv oplevelse at møde præsident Medvedev. Rusland står over for et krævende skift fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, og vi deler gerne vores viden om bæredygtigt byggeri med det russiske samfund,” siger Jørgen Tang-Jensen.

Green Lighthouse viser, at det er muligt at skabe CO2-neutrale bygninger, hvor der både er frisk luft og dagslys indendørs. Samtidig viser det, at det er muligt at designe en klimavenlig bygning, som opfylder 2020-målene, med de standardkomponenter, der er til rådighed i dag.

Green Lighthouse er resultatet af et offentligt-privat samarbejde mellem Københavns Universitet, Universitets- og Bygningsstyrelsen, Københavns Kommune, VELFAC og VELUX gruppen. Parterne indgik et synergiskabende samarbejde om at opføre en ny, bæredygtig kontorbygning med en optimal balance mellem energieffektivitet, arkitektonisk kvalitet, sundt indeklima og masser af dagslys. I 2009 blev samarbejdet belønnet med Dansk Industri Byggematerialers innovationspris.

Om VELUX Gruppen

VELUX Gruppen skaber bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen består af et bredt sortiment af ovenlysvinduer og skylights samt løsninger til flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen mange former for dekoration og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter, produkter til fjernbetjening og termiske solfangere til indbygning i taget. VELUX Gruppen, der har produktionsselskaber i 11 lande og salgsselskaber i knap 40 lande, ejer globalt et af de stærkeste brands i byggematerialeindustrien og afsætter sine produkter over det meste af verden. Der er beskæftiget omkring 10.000 medarbejdere, heraf ca. 2.400 i Danmark. VELUX Gruppen har hovedsæde i Hørsholm nord for København og produktions-, administrations- og udviklingsafdelinger fordelt over hele landet. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab. Du kan læse mere på www.velux.com.

Flere oplysninger om Green Lighthouse fås på www.greenlighthouse.ku.dk.

For mere information kontakt venligst:
Kommunikationschef Lone Ellersgaard
VELUX A/S
Ådalsvej 99
2970 Hørsholm
Tlf.: 45 16 48 18
Mobil: 40 40 71 56
Fax: 45 16 40 02
E-mail: press@velux.com