Copenhagen,
15
Maj
2018
|
12:48
Europe/Amsterdam

Luften i dit hjem kan give dig astma og koncentrationsbesvær

Luften i vores hjem kan være op til fem gange mere forurenet end luften udenfor. Det skyldes madlavning, rengøringsmidler og partikler fra elektronik og legetøj. Men det er otte ud af ti danskere ikke klar over.

Oversigt

VELUX offentliggør i dag det nye studie ”The Indoor Generation,” der stiller skarpt på konsekvenserne ved et liv i usundt indeklima. Dårlig luftkvalitet kan nemlig være skyld i dårligdomme som astma, humørsvingninger og koncentrationsproblemer.

Du tror formentlig, at det er mere sundhedsskadeligt at være udenfor nær trafiktunge veje end indenfor i dit hjem. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Luften indenfor kan faktisk være op til fem gange mere forurenet. Og det er et problem for dit helbred. Et dårligt indeklima kan nemlig have negative konsekvenser, som tæller alt fra sygdomme som astma, luftvejssygdomme og dårligere koncentration. Samtidig får det flere og flere til hyppigere at hoste, blive forkølede og få åndedrætsproblemer.

Men otte ud af ti danskere er ikke klar over, at luften kan være mere forurenet indenfor hjemmets fire vægge. Det viser det nye studie ”The Indoor Generation,” som VELUX står bag. Som en del af studiet har YouGov foretaget en undersøgelse blandt 16.000 mennesker på tværs af 14 lande – herunder Danmark – om deres viden om konsekvenserne af at opholde sig op til 90 procent af dagen indenfor. Det svarer til næsten 22 ud af døgnets 24 timer.

Dårligt indeklima er et stort problem, fordi vi bruger så meget tid indenfor i hjemmet, på arbejdspladsen og uddannelsesinstitutioner. Det er en udfordring, at danskerne ikke er opmærksomme på det, da det betyder, at vi ikke gør noget ved problemet. Dårlig luftkvalitet kan nemlig give træthed, hovedpine og allergiske symptomer,
siger formanden for Rådet for Sundt Indeklima, Torben Sigsgaard, der også er professor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

Dårligt indeklima kommer fra dagligdagsaktiviteter som madlavning, rengøring, stearinlys og tørring af vasketøj. Selv når vi sover og ja, blot trækker vejret, forurener vi luften indenfor. Et sundt indeklima er derfor vigtigt, fordi en gennemsnitlig voksen trækker 15.000 liter luft ind om dagen.

Luften er mest forurenet i børneværelset

Værst ser det ud i børneværelset. Det er ofte det rum i hjemmet, hvor luften er mest forurenet. Det skyldes blandt andet partikler fra legetøj, fugt og for lidt udluftning. Forskning tyder på, at flere børn vil få astma og allergi de kommende år på grund af dårligt indeklima.

Forskning viser, at fugtighed og mug i hjemmet øger risikoen for astma med 40 procent og gør os sårbare for at udvikle andre luftvejsrelaterede sygdomme. Det er særligt vigtigt at få skabt et godt indeklima på børneværelset, da konsekvenserne kan være værre for børn, fordi de er i en periode af deres liv, hvor de skal vokse og udvikle sig,
siger Torben Sigsgaard

For at sætte opmærksomhed på problemet og de sundhedsmæssige konsekvenser lancerer VELUX i dag studiet ”The Indoor Generation” sammen med en film, der sætter fokus på problemstillingen.

Se filmen her:

Det kan du selv gøre

Heldigvis kan du med nogle små ændringer i dagligdagen gøre en stor forskel for indeklimaet derhjemme.

Der er flere ting, du selv kan gøre for at få et bedre og mere frisk indeklima til gavn for både dig selv og din familie. Det allervigtigste er at lufte ud flere gange om dagen. Derudover kan du eksempelvis skrue ned for brugen af stearinlys og mængden af rengøringsmidler og huske at bruge din emhætte og åbne vinduerne, når du laver mad,
siger Peter Foldbjerg, chef for dagslys og indeklima hos VELUX. Han tilføjer:
Det er altså tid til at gentænke måden, vi lever på indendørs, og gøre hvad vi kan for at sikre, at vores hjem er et sundt sted at være. Kun sådan kan vi få sat en stopper for de sundhedsmæssige konsekvenser, som indendørsgenerationen lider af,
siger han.

Her er seks simple råd til et bedre indeklima i dit hjem:

  • Åbn dine vinduer tre til fire gange dagligt for at få frisk luft ind – lav gerne gennemtræk
  • Hold døren lukket til badeværelset, når du går i bad, og åbn vinduet eller tænd for ventilatoren for at få fugten ud af rummet
  • Tænd for emhætten og åbn vinduet, når du laver mad
  • Undgå brug af stearinlys
  • Hæng dit vasketøj til tørre udenfor
  • Sørg for at gøre rent jævnligt
     

Find mere information om kampagnen her: http://www.velux.dk/indoorgeneration
 

​Kilder
  • Mennesker bruger op til 90 procent af deres tid indendørs (WHO Europe 2013 rapport, US Environmental Protection Agency)
  • Indendørs luft kan være op til fem gange mere forurenet end udendørs luft (EPA, Arhus University, CBST)
  • At bo i fugtige og mugne hjem kan øge risikoen for astma med 40 procent (IBP Fraunhofer)
  • Børneværelser kan være de mest forurenede rum i huset (Danmarks Byggeforskningsinstitut / Dansk Øko-Råd / Københavns Universitet)
     

Om YouGov-undersøgelsen

Data blev indsamlet via YouGov i marts og april 2018 blandt 16.000 boligejere på tværs af Nordeuropa og Nordamerika i følgende lande: Storbritannien, USA, Canada, Danmark, Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Tjekkiet, Slovakiet, Italien, Østrig, Schweiz og Spanien.

Om VELUX Gruppen

I over 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og -moduler til både skrå og flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen gardiner og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente produkter til fjernbetjening. Disse produkter er med til at sikre et sundt og bæredygtigt indeklima i forbindelse med arbejde og indlæring, leg og fornøjelse. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 9.500 medarbejdere på verdensplan. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab.