20
Oktober
2009
|
00:00
Europe/Amsterdam

Klimafyrtårn på Københavns Universitet er netop åbnet

Green Lighthouse er Danmarks første offentlige CO2-neutrale bygning. Den nye bygning blev indviet i dag den 20. oktober og fremstår på flere måder som et lysende eksempel for fremtidens bæredygtige byggeri.
VELUXPageContent

Huset udgør ikke bare ét men hele tre fyrtårne. Det står som et grønt fyrtårn for CO2 neutralt byggeri op til COP15. Det er et fyrtårn for et effektivt offentligt-privat samarbejde, og endelig er det et fyrtårn for Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der nu får samlet sin studenterservice ét sted.

Parterne bag byggeriet er Videnskabsministeriet, Københavns Universitet, Københavns Kommune, VELUX og VELFAC.

Grøn fornuft

Green Lighthouse er de studerendes hus ved Det Naturvidenskabelige Fakultet. Det er nemlig her, de vil kunne henvende sig for at få svar på alt lige fra karrierevejledning til spørgsmål om eksaminer, fag osv. Huset vil også rumme en faculty lounge, som vil være et mødested for forskere og andre med tilknytning til fakultetet.

Prorektor for Københavns Universitet og formand for styregruppen bag Green Lighthouse Lykke Friis udtaler:

"Med Green Lighthouse har vi bevist, at der ikke skal raketvidenskab, men primært snusfornuft til at bygge CO2-neutralt. Husets designmæssige tiltag bidrager nemlig med 3/4 af husets energibesparelse. Det unikke design indebærer blandt andet en optimal udnyttelse af sollys, et automatisk indendørs ventilationssystem samt et automatisk nedkølings- og opvarmningssystem af huset. Men husets placering i forhold til solen betyder også, at vi kan udnytte solens energi bedst muligt. Med Green Lighthouse slår vi derfor to fluer med et smæk: Vi forener fremtidens CO2-neutrale byggeri med et moderne miljø for de studerende".

Et fyrtårn for klimatopmødet

Green Lighthouse er bygget på mindre end et år. Husets innovative og klimavenlige energikoncept medvirker til at skabe opmærksomhed omkring danske kompetencer inden for bæredygtigt byggeri og offentlige-private partnerskaber, når FN\'s Klimakonference afholdes i København til december.

Videnskabsminister Helge Sander udtaler:
"Alle med andel i Green Lighthouse bør være stolte i dag. Der er tale om et flot, eksemplarisk og klimavenligt byggeri, som kan sætte fokus på dansk know-how under det kommende klimatopmøde. Samtidig kan huset inspirere andre universiteter og bygherrer og bidrage til byggebranchens videnbank for bæredygtige bygningsløsninger.
- Også tillykke til de studerende og ansatte ved Københavns Universitet, som jeg er overbevist om får stor glæde af nybyggeriet her".

Et indeklima i top

Green Lighthouse har solen som omdrejningspunkt og primær energikilde. Huset er på 950 m2 og er opført efter aktivhus-princippet, som betyder, at det er energiproducerende. Det har sin egen energiforsyning, som består af en hidtil uset kombination af solenergi, varmepumper og fjernvarme. Green Lighthouse er et energieffektivt byggeri med høj arkitektonisk kvalitet og et stort indtag af dagslys. Det er fyldt med masser af frisk luft, som kommer fra den naturlige ventilation, der sikrer et sundt indeklima. Og gennem energidesign og visionær arkitektur har bygningen skåret 3/4 af sit energiforbrug i forhold til dagens byggestandarder. Det betyder, at bygningen er kommet ned i en Lavenergi klasse 1 ift. bygningsreglementet (BR08).

Strategisk partner, VELUX Gruppens administrerende direktør Jørgen Tang-Jensen, udtaler:
"Green Lighthouse er et rigtig godt bud på det niveau, vi sammen kan nå i fremtidens byggeri. Huset viser, at vi kan gøre noget for klimaet uden at gå på kompromis med brugernes komfort og sundhed. Vi har bygget et klimavenligt hus med frisk luft og rigtig gode dagslysforhold. Og et hus, der er muligt at bygge med produkter, som vi allerede har i dag".

En grøn by

Det CO2-neutrale Green Lighthouse kombinerer arkitektur, materialebrug og energianvendelse på en nyskabende måde. Parterne vil med denne kombination rejse et fyrtårn for kommende CO2-neutrale byggeprojekter ligesom det unikke partnerskab mellem offentlige og private aktører kan være forgangseksempel for fremtidige bæredygtige projekter i den offentlige sektor.

Overborgmester Ritt Bjerregaard, Københavns Kommune, udtaler:
"Med Green Lighthouse har vi nu demonstreret, at det kan lade sig gøre at bygge CO2-neutralt, også når det gælder kontorbyggeri. Green Lighthouse er et levende eksempel på, at vi kan sætte nye standarder ved at skabe nye partnerskaber. I Københavns Kommune er vi glade for, at vi kan vise fremtidens bygherrer, hvordan de kan bidrage til, at byen bliver CO2-neutral".

Green Lighthouse ligger på Tagensvej 16 i København.

For mere information kontakt Charlotte Brix Andersen, fuldmægtig rektorsekretariatet, chba@adm.ku.dk, +45 28 75 41 04 eller Jacob Sølling, jacs@adm.ku.dk, +45 2875 2630 www.greenlighthouse.ku.dk

For interview og kontakt til de enkelte partnere og materialepartnere se pressematerialet under citater og motivationer på greenlighthouse.ku.dk.

Billeder i trykkvalitet fra åbningen af Green Lighthouse kan downloades nederst på denne side eller på greenlighthouse.ku.dk

Green Lighthouse – et klimafyrtårn

Green Lighthouse er Danmarks første offentlige CO2-neutrale byggeri. Green Lighthouse er udviklet i et strategisk partnerskab mellem Københavns Universitet, VELUX, VELFAC, Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Kommune. Visionen for byggeriet har været at vise en vej for fremtidens klimaneutrale byggeri, som ikke går på kompromis med et optimalt indeklima med masser af dagslys og frisk luft til gavn for brugernes komfort og sundhed.

Bygningen er tegnet af Christensen og Co Arkitekter A/S med COWI som rådgivende ingeniører og opført af Hellerup Byg.

Green Lighthouse er det andet af i alt seks huse i Europa, VELUX udvikler som en del af eksperimentet Model Home 2020. Se mere på www.velux.com/modelhome2020


Green Lighthouse udefra Green Lighthouse udefra

Download billede i større format

Green Lighthouse indefra Green Lighthouse indefra

Download billede i større format

Green Lighthouse indefra Green Lighthouse indefra

Download billede i større format

Green Lighthouse indefra Green Lighthouse indefra

Download billede i større format