Copenhagen,
15
Juni
2015
|
00:00
Europe/Amsterdam

Innovation skal skabe vækst for VELUX Gruppen

VELUX Gruppen omstrukturerer sin produktudvikling for at øge fokus på innovation og ny teknologi, som skal sikre en effektiv udvikling af nye kvalitetsprodukter.
VELUXPageContent

VELUX Gruppen omstrukturerer sin produktudvikling for at styrke virksomhedens position som global markedsleder inden for ovenlysvinduer. Det skal ske ved at fokusere organisationen omkring tre hovedområder: innovation, nye teknologier og produktforbedringer. Målet er en hurtigere og mere effektiv udvikling af innovative kvalitetsprodukter. Desuden ansættes en ny leder med ansvar for innovation.

”Vi forsøger som markedsleder til enhver tid at leve op til og overgå vore kunders forventninger. Det sker kun ved løbende at forbedre pris og kvalitet af eksisterende produkter og ved konstant at udvikle nye, innovative og attraktive produkter”, siger Michael K. Rasmussen, kommunikationsdirektør i VELUX Gruppen.

Den nye struktur skal lede til, at nye attraktive produkter kommer hurtigere ud til kunderne.

”Vi har på trods af et udfordret marked formået at skabe vækst i VELUX Gruppen. Med et styrket fokus på vækst via innovation ser vi efter nye måder at betjene vores kunder på, både med nye produkter og andre ydelser, som kan skabe bedre boliger med dagslys og frisk luft gennem taget”, siger Michael K. Rasmussen.

Restrukturering af produktudvikling
Den nye struktur for produktudvikling medfører, at VELUX Gruppen planlægger en reorganisering af produktudvikling, som stiller anderledes krav til samarbejde og øger behovet for nye kompetencer.

”Nye fokuserede processer kan desværre også betyde, at vi må sige farvel til op mod 50 gode kollegaer, som har ydet en stor indsats for virksomheden. Bliver de påtænkte afskedigelser en realitet, vil vi tilbyde de berørte medarbejdere hjælp til at komme videre i deres arbejdsliv”, siger Michael K. Rasmussen.

Om VELUX Gruppen
I mere end 70 år har VELUX Gruppen skabt bedre boliger for mennesker verden over ved at bringe dagslys og frisk luft gennem taget. Vores produktportefølje består af såvel ovenlysvinduer og ovenlysmoduler som en lang række dekorations- og solafskærmningsprodukter, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente fjernbetjeninger. Det er produkter, der bidrager til et sundt indeklima og bæredygtige løsninger – til leg og læring, arbejde og fornøjelse. Med salgsselskaber og fabrikker i mere end 40 lande arbejder vi globalt og har omkring 10.000 medarbejdere verden over. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab. Du kan læse mere på www.velux.com.

Pressemateriale på VELUX Media Centre
Se og download vores nyhedsvideoer, fotos og pressemateriale på VELUX Media Centre på press.velux.com. Klik her for at modtage VELUX Nyheder. Følg os på twitter.com/velux og facebook.com/velux

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Tanja Thorsteinsson
Media Relations Manager
VELUX Gruppen
Mobil: + 45 26702728
@: tanja.thorsteinsson@velux.com​​