Copenhagen,
29
Oktober
2024
|
08:00
Europe/Amsterdam

I denne uge planter 1.200 danske skoleklasser træer til støtte for Uganda

Download

I uge 44 vil elever i hele landet plante 1.200 hjemmehørende træer på skolerne rundt om i landet. For hvert træ, der plantes i Danmark, planter WWF og VELUX Gruppen ti gange så mange træer på skoler i Uganda.

Naturen er på skemaet i denne uge, hvor klasser i hele landet planter 1.200 hjemmehørende træer såsom vortebirk, navr og fuglekirsebær på skolerne. Når de danske elever planter træer, er de samtidig med til at gøre skoler i Uganda lidt grønnere. For hvert træ, der plantes i Danmark, bliver der nemlig plantet 10 træer på ugandiske skoler.

WWF Verdensnaturfonden og VELUX Gruppen står sammen bag initiativet ’Plant et træ’, der sætter fokus på natur og klima i børnehøjde både herhjemme og i Uganda i forlængelse af WWF’s engagement i Børnenes U-landskalender 2024.

Naturen er under pres i hele verden, men for rigtig mange børn er det svært at forstå, hvad det betyder og ikke mindst, hvad man kan gøre ved det. Med ’Plant et træ’ vil vi klæde børn både i Danmark og Uganda på til bedre at forstå, hvordan natur og klima hænger sammen, og samtidig vise dem, at der findes løsninger, som både kommer naturen, klimaet og os mennesker til gavn.

Trine Glue Doan, direktør for omstilling og fodaftryk i WWF Verdensnaturfonden

Foruden ’Plant et træ’ har klasserne i dette efterår haft mulighed for at fordybe sig i, hvordan naturen og klimaet påvirker et børneliv i Uganda med et stort, gratis undervisningsunivers udviklet af WWF og Udenrigsministeriet, som er til rådighed for danske skoler i forbindelse med U-landskalenderen, der i år støtter WWF’s grønne skoler i Uganda.  

12.000 træer plantes i Uganda
I Uganda plantes i alt 12.000 træer på og omkring udvalgte skoler. Træerne skal øge modstandskraften over for klimaforandringer som jordskred og oversvømmelser, der i stigende grad udfordrer Ugandas natur og befolkning. Mange af træerne vil være frugttræer som mango og avokado, der kan give et tiltrængt mellemmåltid til børnene, som ofte kommer i skole uden madpakke.

’Plant et træ’ er en forlængelse af partnerskabet imellem WWF Verdensnaturfonden og VELUX Gruppen, hvor man arbejder med genopretning og beskyttelse af skov i en række projekter blandt andet i Uganda. Formålet med partnerskabet er at reducere og fjerne CO2 svarende til VELUX Gruppens historiske emissioner.

Plant et træ er et super vigtigt projekt. Ikke kun fordi det giver danske skoleelever en bedre forståelse af samspillet mellem mennesker, natur og klima, men også fordi de 12.000 træer, der plantes i Uganda, kommer til at gøre en reel forskel for eleverne på de ugandiske skoler i form af mere skygge, mad og en bedre beskyttelse mod klimaforandringer.

Fleming Voetmann, vicepræsident for eksterne relationer og bæredygtighed i VELUX Gruppen

Fredag den 1. november planter WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen træer sammen med 4. årgang på Dyvekeskolen på Amager sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Fleming Voetmann, vicepræsident for eksterne relationer og bæredygtighed i VELUX Gruppen.

Prøvemodel

Om VELUX Gruppen 

 

I mere end 80 år har ovenlysvinduer fra VELUX skabt bedre og sundere hjem verden over ved at lukke dagslys og frisk luft ind gennem taget. Vores brede produktsortiment omfatter ovenlysvinduer og -moduler til skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder samt monterings- og smart home-løsninger. Vores produkter hjælper med at skabe lyse, sunde og energieffektive rum for dem, der bor, arbejder, lærer og leger under taget. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i 37 lande og beskæftiger omkring 11.500 medarbejdere verden over. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, der er ejet af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien. I 2025 omsatte VELUX Gruppen for 2,97 milliarder euro, mens VKR Holding omsatte for 4,11 milliarder euro. Samme år donerede Villum Fonden og VELUX FONDEN tilsammen 306 millioner euro til velgørende aktiviteter.  

 

For flere oplysninger om VELUX Gruppen på, besøg velux.dk