Fra energiklasse F til A: Fransk familiehjem forvandles og bliver mere energieffektivt og komfortabelt
Frankrig har et nationalt mål om 700.000 boligrenoveringer om året frem mod 2050. En lav renoveringsrate på kun 0,2 % betyder imidlertid, at der er behov for at accelerere renoveringen af boligmassen markant.
Særligt de uudnyttede loftsrum rummer stort potentiale. Over 6 mio. af landets boliger har uudnyttede loftsrum, som kan omdannes til nyt boligareal uden at øge bygningens fodaftryk. Udvidelse kan også forbedre boligens energiklasse og gøre den mere robust over for hedebølger.
I samarbejde med en lokal familie fra Morangis nær Paris har VELUX Gruppen gennemført en omfattende renovering baseret på Living Places principperne. Projektet, Living Attic, gik ud på at omdanne et gammelt hus med et uudnyttet loft til et større, sundere, energieffektivt og mere bæredygtigt hjem.
Resultatet er fantastisk. Ved at anvende en holistisk tilgang kan vi forvandle skjulte rum til sunde hjem med 90 pct. mindre overophedning, forbedret energiklasse og en CO₂ tilbagebetalingstid på 10 år. Living Attic er et proof of concept, der skal skaleres i Frankrig og internationalt.
Fra energiklasse F til A og 35 kvadratmeter nyt boligareal
Ved hjælp af en holistisk renoveringsstrategi gik boligen fra energiklasse F til A, hvilket svarer til 66 pct. bedre energieffektivitet, mens huset fik yderligere 35 kvadratmeter nyt, beboeligt loftsareal.
Det termiske indeklima er forbedret markant i form af indetemperaturer, der er op til 8°C lavere end udetemperaturen på varme sommerdage, viser målinger fra projektpartneren Artelia. Den naturlige, automatiske ventilation reducerer derudover indetemperaturen med 3,5°C om natten. Indeklimaet er ligeledes forbedret med et mekanisk ventilationsanlæg med friskluftindtag kombineret med intelligent, automatisk luftudskiftning gennem ovenlysvinduerne.
Forventningen er, at to ud af tre franske hjem vil blive udsat for hedebølger i 2030, og tæt på 90 pct. er ikke rustet pga. mangelfuld isolering. Det betyder, at boligerne ikke kun er for varme om sommeren, men også for kolde om vinteren. Renovering er essentiel i kampen mod hedebølger. Living Attic projektet viser, at intelligent udnyttelse af loftet er en effektiv måde til at regulere temperaturen indendørs og dermed undgå overophedning.
En strategi for optimal komfort om sommeren
Renoveringen er baseret på strategien ”begræns, forsink og fjern”. For at begrænse varmeophobning i loftsrummet, blev taget isoleret, og man installerede automatiske, solcelledrevne VELUX solafskærmninger på ovenlysvinduerne. For at forsinke varmeindtrængning blev varmeakkumulerende byggematerialer anvendt i tagkonstruktionen, mens vinduerne fjernede varmen fra loftsrummet automatisk. I resten af huset blev facaderne isoleret udefra, gamle termoruder blev udskiftet, mens eksisterende solafskærmning blev bevaret. Også varme- og ventilationssystemer blev udskiftet.
Om Living Places principperne
Living Places principperne blev anvendt for at sikre fokus på mennesker, planeten og langsigtet modstandsdygtighed, samtidig med at løsningerne er praktiske og økonomisk lettilgængelige. Living Places konceptet, udviklet af VELUX Gruppen i samarbejde med Artelia og EFFEKT Arkitekter, viser, hvordan renovering kan skabe sundere indeklimaer, lavere CO₂ udledninger og smartere udnyttelse af eksisterende boligarealer.
Om VELUX Gruppen
I mere end 80 år har ovenlysvinduer fra VELUX skabt bedre og sundere hjem verden over ved at lukke dagslys og frisk luft ind gennem taget. Vores brede produktsortiment omfatter ovenlysvinduer og -moduler til skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder samt monterings- og smart home-løsninger. Vores produkter hjælper med at skabe lyse, sunde og energieffektive rum for dem, der bor, arbejder, lærer og leger under taget. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i 37 lande og beskæftiger omkring 12.000 medarbejdere verden over. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, der er ejet af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien. I 2024 omsatte VELUX Gruppen for 2,96 milliarder euro, mens VKR Holding omsatte for 3,87 milliarder euro. Samme år donerede Villum Fonden og VELUX FONDEN tilsammen 169 millioner euro til velgørende aktiviteter.
Besøg velux.dk for flere oplysninger om VELUX Gruppen.