Copenhagen,
01
November
2024
|
12:00
Europe/Amsterdam

4. klasse hjalp udenrigsministeren med at plante træer med WWF og VELUX Gruppen

Download

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og 4. klasse på Dyvekeskolen på Amager plantede fredag træer for at sætte fokus på natur og klima i børnehøjde både i Danmark og i Uganda. I denne uge har i alt 1.200 skoleklasser i hele landet plantet træer. Aktiviteten finder sted i forlængelse af Børnenes U-landskalender.

4.V på Dyvekeskolen på Amager fik fredag morgen en noget anderledes start på skoledagen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lagde vejen forbi. Sammen med elever fra klassen plantede ministeren en avnbøg i skolegården og fik samtidig en snak om børneliv i en helt anderledes natur i Uganda.

Hele overskuddet fra Børnenes U-landskalender, som Udenrigsministeriet står bag sammen med DR, går nemlig i år til WWF’s grønne skoler i Uganda. Skolerne sætter natur på skoleskemaet og lærer de ugandiske elever om vigtigheden af at beskytte naturen i et uforudsigeligt klima, der påvirker børnenes liv og hverdag.

Selvom der er store forskelle på at være barn i Uganda og Danmark, så kan man mærke, at de deler den samme nysgerrighed på verden. Det er den nysgerrighed, vi dyrker med Børnenes U-landskalender, så børnene får en bedre forståelse for, hvordan hverdagen ser ud i andre dele i verden. Det er ungdommen, der i høj grad kommer til at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne, så derfor skal vi have en dialog på tværs af kontinenter om udfordringer og løsninger. 

Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister 
Download

4.V på Dyvekeskolen er én af i alt 1.200 skoleklasser, der i denne uge har plantet hjemmehørende træer på skoler i hele landet. For hvert træ planter WWF Verdensnaturfonden og VELUX Gruppen ti gange så mange træer på skoler i Uganda.

En særlig første arbejdsdag
En anderledes start på dagen var morgenens arrangement på Dyvekeskolen også for Mikkel Aarø-Hansen, der fredag har første dag i stolen som generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden. Også han fik lejlighed til at plante et træ – en almindelig røn – sammen med 4.V, og den nye generalsekretær var begejstret over elevernes store engagement i naturen.

Det har været en stor fornøjelse at være sammen med eleverne i dag og lytte til deres tanker og spørgsmål om naturen både herhjemme og i Uganda. Jeg kunne ikke forstille mig en bedre måde at begynde mit nye job på, og jeg ser frem til at fortsætte det utroligt gode samarbejde med både Danida og VELUX, som dagens arrangement er et eksempel på. Det er begge partnerskaber, der virkelig gør en forskel for natur og mennesker i nogle af de mest biodiverse, men også mest udsatte, områder af verden. Jeg ser frem i fællesskab at udvikle nye projekter, der kan sikre endnu mere natur til gavn for alle.

Mikkel Aarø-Hansen, Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Inden 4.V som kronen på værket plantede deres eget træ, fik klassen mulighed for at hjælpe Fleming Voetmann, vicepræsident for eksterne relationer og bæredygtighed i VELUX Gruppen, med at plante et Gråsten-æbletræ i skolegården.

Det er enormt vigtigt, at vi lærer de kommende generationer om samspillet mellem mennesker, natur og klima, da det i høj grad er dem, der skal være med til at gøre en forskel i fremtiden. Én af de bedste måder at lære på, er ved at få jord under neglene, og det har været en meget positiv oplevelse at tale med eleverne fra Dyvekeskolen om naturbeskyttelse og biodiversitet i forbindelse med træplantningen i dag. Jeg har selv mødt nogle af skolebørnene i Uganda, som får gavn af de træer, der bliver plantet dér, og ét enkelt træ gør en meget stor forskel for dem i deres skolegang. Så på alle måder er ’Plant et Træ’ et win-win projekt.

Fleming Voetmann, vicepræsident for eksterne relationer og bæredygtighed i VELUX Gruppen

Børnenes U-landskalender kan købes i supermarkeder og boghandlere landet over lige nu og koster 50 kroner.

Prøvemodel

Om VELUX Gruppen 

 

I mere end 80 år har ovenlysvinduer fra VELUX skabt bedre og sundere hjem verden over ved at lukke dagslys og frisk luft ind gennem taget. Vores brede produktsortiment omfatter ovenlysvinduer og -moduler til skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder samt monterings- og smart home-løsninger. Vores produkter hjælper med at skabe lyse, sunde og energieffektive rum for dem, der bor, arbejder, lærer og leger under taget. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i 37 lande og beskæftiger omkring 11.500 medarbejdere verden over. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, der er ejet af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien. I 2025 omsatte VELUX Gruppen for 2,97 milliarder euro, mens VKR Holding omsatte for 4,11 milliarder euro. Samme år donerede Villum Fonden og VELUX FONDEN tilsammen 306 millioner euro til velgørende aktiviteter.  

 

For flere oplysninger om VELUX Gruppen på, besøg velux.dk