Copenhagen,
19
Juni
2018
|
12:48
Europe/Amsterdam

FAKRO taber smædekampagne mod VELUX

VELUX' polske konkurrent FAKRO taber en klage til EU Kommissionen, som siden 2012 har været brugt som platform for smædekampagne mod VELUX Gruppen over det meste af Europa.

Europa-Kommissionen har afvist den klage, som polske FAKRO i 2012 indgav mod VELUX. Kommissionens talsmand Ricardo Cardoso har over for polske og internationale medier bekræftet, at kommissionen har foretaget omfattende undersøgelser af klagerne mod VELUX Gruppen, og at disse ikke har vist brud på konkurrencereglerne fra VELUX' side.

“Vi håber, at EU Kommissionens afgørelse sætter en stopper for den lange række af anklager, som FAKRO har fremsat mod VELUX i medier og ved konferencer. For os er det en helt central værdi at være fair i konkurrencen, og vi har ikke grund til andet. Vi har et kvalitetsprodukt og et højt serviceniveau, så vi har ikke brug for andet end fair konkurrence i de markeder vi er i,"
siger David Briggs, CEO i VELUX Gruppen.

FAKRO har beskrevet sagen som et eksempel på de vanskelige konkurrencevilkår virksomheder fra Østeuropa har, når de skal vinde markedsandele i de gamle EU lande. Her har de brugt påstande fra klagesagen i forhold til medier og politikere.

 

”Vi har valgt ikke at kommentere sagen, så længe Kommissionen har undersøgt sagen af respekt for myndighedernes arbejde. Men det har da været ubehageligt at opleve, hvor langt en konkurrent har været klar til at gå for at hænge VELUX ud. Vores kunder har også spurgt til vores svar på anklagerne, og mange har været rystede, når de hører, hvor langt FAKRO har været parat til at gå,"
siger David Briggs.

Briggs peger her på Danmarks måske hidtil største sag om industrispionage, hvor en højt placeret medarbejder i VELUX via en mellemmand kontaktede FAKRO med henblik på at sælge adgang til tusind fortrolige dokumenter og hemmelige båndoptagelser fra VELUX om kunder, produkter, innovation og strategi. FAKRO har over for polske medier bekræftet, at topledelsen i FAKRO mødtes med to mellemmænd flere gange om eventuelt køb af det stjålne materiale.

 

”Denne sag viser meget tydeligt, at VELUX og FAKRO har meget forskellige syn på fair konkurrence. Jeg håber, at FAKRO accepterer afgørelsen og fremadrettet bruger tiden på at konkurrere i markedet, frem for at komme med anklager og føre smædekampagne," 
siger David Briggs.

Dansk Politi efterforsker fortsat sagen om industrispionage mod VELUX.

FAKRO har tidligere indgivet klager mod VELUX Gruppen til konkurrencemyndighederne, og i 2008 blev der gennemført et dawn raid hos flere af VELUX Gruppens datterselskaber. Denne undersøgelse viste heller ingen tegn på brud på konkurrencereglerne fra VELUX side.

 

Om VELUX Gruppen

I over 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen omfatter ovenlysvinduer og -moduler til både skrå og flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen gardiner og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente produkter til fjernbetjening. Disse produkter er med til at sikre et sundt og bæredygtigt indeklima i forbindelse med arbejde og indlæring, leg og fornøjelse. Vi arbejder globalt med salgs- og produktionsaktiviteter i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 9.500 medarbejdere på verdensplan. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab.