Copenhagen,
03
Maj
2016
|
10:17
Europe/Amsterdam

EU’s miljøpris i Danmark går til Aktivhus på Bornholm

Oversigt

Hotel- og konferencecentret Green Solution House i Rønne på Bornholm modtog mandag eftermiddag EU’s miljøpris. Kåringen, som Miljøministeriet og Ingeniørforeningen står bag, er en anerkendelse af det innovative og banebrydende projekt, der med VELUX Gruppen som strategisk samarbejdspartner sætter en ambitiøs standard for fremtidens byggeri.

Green Solution House er tidligere blevet kåret som Årets Byggeri, og projektets fremsynethed bliver nu nok engang hædret med EU’s miljøpris i kategorien ”bæredygtige processer”. Som en konsekvens af den nationale pris indstilles byggeriet nu til titlen som Europas mest bæredygtige byggeri.

I april 2015 blev Green Solution House åbnet for offentligheden, efter at det daværende Hotel Ryttergården havde gennemgået en omfattende renovering og udbygning i overensstemmelse med AktivHus-principperne, hvor der stilles krav til energi, miljø og komfort ud fra et overordnet ønske om at tage hensyn til mennesket og vores fremtidige eksistens.

Dagslys en vigtig medspiller

VELUX Gruppen indgår som strategisk samarbejdspartner i projektet, som byder på et væld af bæredygtige løsninger; heriblandt ovenlys, der bidrager med en effektiv og naturlig ventilation, masser af dagslys og gratis solvarme. Alle vigtige faktorer i forbindelse med hotel- og konferencecentrets aktiviteter.

Vi er som samarbejdspartnere stolte over, at Green Solution House modtager EU’s miljøpris og anerkendelsen fra miljøministeriet og Ingeniørforeningen. VELUX Gruppen er optaget af at sætte dagsordenen for det bæredygtige byggeri og bidrage med løsninger på nogle af vores vigtigste samfunds- og miljømæssige udfordringer; at skabe sunde og energirigtige bygninger,
siger Lone Feifer, arkitekt og programdirektør for bæredygtigt byggeri i VELUX Gruppen, og fortsætter:
Green Solution House er et fremragende eksempel på, hvordan ovenlysvinduer kan bidrage til byggeriets samlede energiperformance og samtidig skabe et godt indeklima og dagslysniveau. Begge dele er fordrende for kreativitet, produktivitet og koncentrationsevne, hvilket er essentielt i alle sammenhænge, men i særlig grad her, hvor byggeriet bruges i konferenceøjemed,
siger Lone Feifer.

Et gennemtænkt byggeri

I forbindelse med prisoverrækkelsen udtaler direktør i Green Solution House, Trine Richter, følgende:

Hele vejen fra ide til færdigt byggeri har partnerne været med i processen, og det er altså helt omvendt af, hvordan man normalt griber tingene an i byggeprojekter. For eksempel er vores konferencerum badet i dagslys på grund af blandt andet flere ovenlysvinduer og en markant glasfacade, og den ide var vi aldrig kommet på uden partnerne. Den megen dagslys har stor betydning for komforten i rummet og også for indlæringen i forbindelse med konferencerne. På den måde er Green Solution House et meget gennemtænkt byggeri, hvor mange forskellige kompetencer har været i spil for at skabe slutresultatet, 
siger Trine Richter.

Kort om Green Solution House

Green Solution House er et bæredygtigt hotel- og konferencecenter i Rønne på Bornholm. Projektet er blevet til i et strategisk partnerskab med Realdania, VELUX Gruppen, Autodesk Research, GXN Innovation og Saint-Gobain gruppen. Partnerne har samarbejdet om at skabe innovative grønne løsninger med cirkulær bæredygtighed som hovedprincip i renoveringen og udvidelsen af det tidligere Hotel Ryttergården. Byggeriet fungerer som udstillingsvindue for bæredygtige og avancerede teknologiske løsninger til byggesektoren.

Foto: Adam Mørk

 

Om VELUX Gruppen

I 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre bygninger med dagslys og frisk luft gennem taget. Produktporteføljen består af et bredt sortiment af ovenlysløsninger til både skrå og flade tage. Desuden tilbyder VELUX Gruppen mange former for dekoration og solafskærmning, rulleskodder, indbygningsprodukter og produkter til fjernbetjening. VELUX Gruppen, der har produktionsselskaber i 11 lande og salgsselskaber i knap 40 lande, ejer globalt et af de stærkeste brands i byggematerialeindustrien og afsætter sine produkter over det meste af verden. Der er beskæftiget omkring 9.500 medarbejdere, heraf ca. 2.450 i Danmark. VELUX Gruppen har hovedsæde i Hørsholm nord for København og produktions-, administrations- og udviklingsafdelinger fordelt over hele landet. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab. Du kan læse mere på velux.dk.